vel ankommet til eventyret, som lige nu minder mest om et lille mareridt

Hej Alle.

Så sidder jeg her i min værelse i Cape Coast, som jeg deler med en pige fra Canada og Holland efter endt ‘arbejde’. Det viste sig, at der ikke var styr på en pind omkring mit arbejdsforhold og jeg startede med at blive vildt sur på en overlegen skid (mand), der mente, at jeg nærmest vile gøre mere skade end gavn på hospitalet. Lang historie, der endte med, at jeg jeg er blevet sat sammen med nogle rigtig søde sygeplejersker, der tager ud i landsbyerne og tilser babyer og mødre et par dage om ugen. Onsdag er vi på en klinik, hvor det er kvinder her fra byen, der dukker op. I forgårs var der 105 kvinder med babyer indenfor 4 timer. Godt nok sidder vi med tag over hovedet men der er 31 grader og lidt af et menageri med skrigende babyer, der bliver vaccineret. Det er fantastisk at overvære hvor tæt babyerne er knyttet til deres mødre helt op til 3-4 års alderen sidder de i et klæde på rygen og de skriger helt vildt, når mødrene bare stiller dem ned på gulvet. ellers er de forbavsende rolige. og der ammes med sorte bryster i alle afskygninger.

I dag var vi i en landsby, hvor jeg gik rundt med en sygeplejerske, som gik efter de huse, hvor der var babyvasketøj uden for der hang til tørre. så kaldte hun og fortalte at nu var den måndeslige tur kommet til at få tilset børnene.  Det viste sig at mange af mødrene ikke kan huske datoer, så defor skrev jeg en lille seddel om hvornår vi kommer næste gang. I forestiller jeg ikke, hvordan de bor. det er lerklinede huse eller huse, der er sammentømret af brædder og hvad man ellers kan finde og de er ikke store!!! 20 m2 fx og imellem husene er der der lerstier, der bliver så smattede i regntiden, at man ikke kan gå der, sagde sygeplejersken. Der er MØJBESKIDT i husene, men alt deres tøj er fuldkommen rent. Det hvide tøj nærmest skinner og det betyder, at kvinderne vasker og vasker i en uendelighed. I hånden naturligvis. Her eksisterer simpelthen ikke vaskemmaskiner. Når mødrene kommer med babyerne har de iført sig deres fineste puds og selvom de intet ejer er børnene stadset ud som skulle de til fest….for at prale har jeg fundet ud af.  Og det er ikke mønstre der mangler i kvindernes kjoler.! Det er et fantastisk skue, at se den kulsorte hud mod alle de farver og mønstre. De har en bluse på med matchende nederdele, der slutter helt tæt til deres strittende popoer og som derefter vider sig ud forneden. Og deres hår, det er et helt kapitel for sig selv….det er helt vildt så mange frisurer man ser. Det må være big business at sælge sorte parykker hernede. Alle har nogle og det er især populært med langt glat hår, gerne med en rød eller lilla stribe. De siger det klør..ja, det tror jeg i den varme. 

Om jeg føler mig hvid? nej…kridhvid. Alle siger at ghaneserne er SÅ venlige og det er da også rigtigt at alle hilser og råber efter en, men det føles faktisk ikke sådan. De er underlig reserverede og kan finde på at begynde at tale med andre eller gabe, midt i en samtale….ha ha jeg kan lige høre jeres dumme kommentarer…nej det er ikke kun overfor mig.

Nå, men jeg er ved at få nogle rigtig gode indgangsvinkler til at forstå dette samfund i de sygeplejersker som er midt i tyverne. De fortæller mig alt muligt, naturligvis fordi jeg spørger uhæmmet. Og de var ved at dø af grin, da de hørte at jeg var sexolog og kommer derfor med en masse personlige spørgsmål, så det er noget for noget. Idag var de ved at dåne over at høre at mændene i DK ikke er omskårne. De spurgte om en mand ville lade sig omskære hvis han blev gift med en af dem…det ved jeg naturligvis ikke….men da jeg sagde at det troede jeg næppe…mistede de fuldkommen lysten til en hvid mand!!!!!!!!! det har jeg virkelig hygget mig med at tænke på. Og nu vi er i de regioner, må jeg konstatere at drengebayer af Ghanesisk herkomst altså er noget bedre ‘udrustet’ end ditto danske….

Jeg er ike særlig vild med min familie, der harhaft frivillige i mange år. jeg har kun talt med Madame i to gange 5 min. og hendes voksne sønner i meget kort tid. De holder sig helt for sig selv, og man spiser helt alene. Der en ung pige, der laver mad og indtil nu er der ingen, der har gjort rent i vores værelse, der har beskidte lyserøde vægge med dirkete udgang til vore bad og wc, der ingen dør har. Så det er ikke særlig sjovt at gå på toilettet, når de to andre er i rummet. Men man vænner sig til meget. Bare ikke gulvtæppet. det er bare så klamt! Jeg synes familien lader os for meget i stikken idet jeg havde håbet på at de ville være indgangsporten til at lære ghaneserne rigtig at kende, så måske flytter jeg familie om nogle uger.

Jeg var det første døgn ved at give helt op, men heldigvis ved jeg at jeg ofte har det sådan og allerede nu går det bedre.  Da dette er første gang jeg skriver på min blog håber jeg det er interessant nok til at I gider følge ‘eventyret’.

Det er helt sikkert, at jeres donationer kommer til at glæde SÅ mange hernede, da jeg kan finde tusindvis af projekter at støtte. Jeg har allerede delt mange kondomer ud ude i landsbyen og i morgen fredag skal jeg møde mine første teenagepiger.

Masser af kærlige tanker herfra. Anette